BLUE_COLLAGE_01.jpg

Ultramarin
Ifølge legenden var ultramarin årsagen til, at Michelangelos maleri The Entombment aldrig blev gjort færdigt. Den ultramarine pigment var alt for dyr for kunstneren, og ingen anden end den fineste blå farve var god nok til Michelangelos værk. Ultramarin betyder på den anden side af havet og har fået sit navn, fordi det dyrebare pigment, der tidligere blev udvundet af lapis lazuli, blev fragtet langt over de store have – fra det nordlige Afghanistan til Europa.
Den intensive blå farve blev under renæssancen ud over guld anset for at være det pigment, som skulle anvendes til de allervigtigste detaljer på et maleri. Dels fordi farven var smuk, dels fordi pigmentet var holdbart og holdt til tidens tand. På ældre malerier af Jomfru Maria er hendes kappe malet med ultramarin af fineste kvalitet.
Men havde Michelangelo levet i dag, så havde han måske kunnet fuldende sit værk, for i dag fremstilles ultramarin syntetisk, og det er langt fra så bekosteligt som tidligere.

Kobolt
Lige som ultramarin har koboltblå historisk set været en af de mere eksklusive farver – og nogle anså til og med kobolt for at være en udmærket og lidt billigere erstatning for ultramarin. Koboltblå er en smule mere blå end ultramarin og får islæt af grøn, når den blandes med linolie. Nuancen er en forbindelse af koboltoxid og aluminiumoxid, og det var faktisk den svenske kemiker Georg Brandt, der først isolerede kobolt i 1730-tallet og opdagede, at det var netop det, der fik glas til at blive blåt. Kobolt har fået sit navn efter Kobold – et væsen, som man tidligere troede boede under jorden og som havde magt over malmen i miner. Nuancen kan genkendes som det blå på kinesisk porcelæn og i blåfarvet glas.

BLUE_COLLAGE_03.jpg

Turkis
Alle, der har været på den franske riviera, har formentlig den turkisblå farve klart i sin erindring. Havet omkring kysten er blændende turkis, selvom Côte d'Azur har fået sit navn efter den azurblå farve, der nok snarere er farven på en klar blå himmel.
Turkis anvendes ofte i daglig tale om blå nuancer, som changerer grønt, men egentlig er det farven på ædelstenen turkis, der har givet farven sit navn. Turkis var også blandt de første ædelstene, man begyndte at udvinde, og de finere sten er stadig kostbare den dag i dag.

Royal
Royal blue, den kongelige farve, er både en mørkere og en lysere nuance af azurblå, der ikke må forveksles med marineblå. Nuancen siges at have fået sit navn af minearbejdere i Somerset, England, som fik lavet det fineste skrud i nuancen royal til dronning Charlotte i 1810-tallet. Endnu i dag associeres nuancen med det britiske kongehus, og det er også den blå nuance, som pryder det britiske flag Union Jack.

Indigoblå
Indigoblå er verdens mest almindelige farve og har over 4.000 år på bagen. Årsagen til, at den blå farve indigo er så almindelig, er især, at det er netop den nuance, der giver traditionelt arbejdstøj som kedeldragter sin farve. I Sverige fik vi indigo fra planten farvevajd, men i for eksempel Japan udvindes farven fra en plante, der er i familie med vejbred og pileurt. Traditionelt var det indigo, der gav jeans den blå farve, og visse steder i Japan lever kulturen med indigofarvning stadig. DIY-entusiaster og mindre, eksklusive jeans-producenter anvender stadig den traditionelle og omhyggelige indigometode til at give deres jeans den perfekte nuance.

Himmelblå
Som navnet antyder, er himmelblå den lyse klare blå nuance på himlen en klar dag. I dag kaldes nuancen sommetider baby blue, men baby blue refererer oftest til en lys nuance af himmelblå.

BLUE_COLLAGE_02.jpg

Lavendel
Lavendel er blege nuancer af purpur, violet og lilla, som har en lille antydning af grå. Navnet kommer fra lavendel, som med sine smukke blomster sætter kulør på for eksempel Sydfrankrig i sommermånederne.

Violblå
Violblå har fået sit navn efter violblomstens hjerteformede smukt lilla kronblade og er nok en af de blå nuancer, som misbruges mest i litteraturen. Det er i virkeligheden nok ret sjældent, at nogen har violblå øjne, men i eventyrenes verden er det påfaldende almindeligt.